Spring til hovedindhold

21-07-2023

Få løntimer kan føre til flere - særligt på mangelområder

En ny analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering undersøger den langsigtede tilknytning til arbejdsmarkedet for udsatte ydelsesmodtagere, der første gang opnår ordinære løntimer.

Anm.: Søjlediagrammet viser andelen af udsatte - aktivitetsparate kontanthjælps-, SHO- og uddannelseshjælpsmodtagere samt personer i ressourceforløb og jobafklaring – som opnår flere, færre, uændret eller nul løntimer henholdsvis 12 og 24 måneder efter første måned med ordinære løntimer. Populationen bygger på 29.056 personer, der første gang opnår ordinære løntimer i en startuge, mens de modtager relevant ydelse i samme startuge + mindst 3 uger efterfølgende. Ordinære løntimer defineres som på Jobindsats.dk. Man er i gruppen ”uændret løntimetal”, hvis antallet af timer hhv. 12 og 24 måneder efter første ordinære løntime ligger i et interval på +/- 5 timer pr. måned af det initiale ordinære løntimetal. Kontanthjælp dækker over aktivitetsparate modtagere af kontanthjælp, uddannelseshjælp og SHO ydelse. Andre ydelser mv. dækker primært over jobafklaring, ressourceforløb, FØP, SU, ledighedsydelse, sygedagpenge og udflytning til udland.

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (DREAM) og Danmarks Statistik (eIndkomst – BFL).

 

Analysens viser:

  • For en del udsatte borgere resulterer få løntimer i flere løntimer
    50 procent af de udsatte ledige, som opnår løntimer, har også timer både ét og to år efter. Hovedparten af den gruppe vil tilmed have øget antallet af løntimer i perioden.

  • Løntimeforløb er ofte forbundet med stillinger, der er mangel på
    En stor andel af de udsatte borgere, der får ordinære løntimer, bliver i høj grad ansat i stillinger, hvor der er mangel på arbejdskraft. Andelen af målgruppen, der arbejder i en stilling med mangel på arbejdskraft, er endda større end andelen af hele den arbejdende befolkning, der arbejder i en stilling med mangel på arbejdskraft. Udsatte borgere bidrager derfor til at hjælpe virksomheder, der er udfordrede af mangel på arbejdskraft

  • Udsatte borgere opnår flere løntimer, hvis de ansættes på mangelområder 
    Den del af målgruppen, der har løntimer på mangelområder, opnår op mod 12 procent flere løntimer, sammenlignet med den del af målgruppen, der får løntimer på et område, hvor der ikke er mangel på arbejdskraft. Det gælder både på kort og på lang sigt.