Spring til hovedindhold

Ny resultatopfølgning

Her kan du finde information om den nye resultatopfølgning på beskæftigelsesindsatsen. Siden vil løbende blive opdateret.

Som følge af beskæftigelsesreformen indføres der en ny resultatopfølgning på kommunernes og a-kassernes beskæftigelsesindsats. Resultatopfølgningen træder i kraft 1. januar 2027 og erstatter skærpet tilsyn, der blev afskaffet 1. februar 2026.

Med beskæftigelsesreformen har kommuner og a-kasser fået større frihed til at tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen lokalt. Den frihed skal gerne bruges til at vælge den indsats, der bedst hjælper den enkelte tilbage på arbejdsmarkedet. Det betyder samtidig en markant ændring i styringen af beskæftigelsesindsatsen, så den i højere grad skal drives af resultater frem for proceskrav.

Fokus bliver derfor i endnu højere grad på, hvordan det lykkes kommuner og a-kasser til at hjælpe borgere i job eller uddannelse. Det er også det, der er omdrejningspunktet for den nye resultatopfølgning.

Læs om lovgivningsproces og ikrafttrædelse af initiativer

Seks målinger sætter fokus på resultaterne

Resultatopfølgningen tager afsæt i seks målinger af kommuners og a-kassers resultater. Målingerne giver et fælles billede af, hvordan det går med beskæftigelsesindsatsen. Samtidig kan kommuner og a-kasser bruge målingerne i deres arbejde med at skabe gode resultater lokalt.

Der kommer seks centrale målinger for kommunerne og tre for a-kasserne som følge af beskæftigelsesreformen:

For både kommuner og a-kasser:

  • Afgang til job og uddannelse
  • Varig tilknytning til arbejdsmarkedet
  • Borgertilfredshed

For kommunerne:

  • Deltidsarbejde for borgere længere fra arbejdsmarkedet
  • Andel, der modtager offentlig forsørgelse
  • Virksomhedstilfredshed

Du kan læse mere om de enkelte målinger i resultatopfølgningen her.

Dialogen er det vigtigste redskab i resultatopfølgningen

Målingerne kan dog ikke stå alene. Derfor er dialogen det allervigtigste redskab i den nye opfølgning. Dialogen skal gøre os klogere på, hvad der ligger bag resultaterne, og hvornår et resultat er godt.

Derfor vil den enkelte kommune og a-kasse hvert andet år mødes med et direktionsmedlem fra STAR til en åben dialog om, hvordan der lokalt arbejdes med at skabe gode resultater – og om deres erfaringer med, hvad der virker. Her vil vi for eksempel bruge data om rammevilkår, landsgennemsnit og tidligere års resultater i dialogen om gode resultater.

Forskellige rammevilkår har betydning for visse resultater

I samarbejde med VIVE er der ved at blive udarbejdet nye rammevilkårsmodeller. Som led i arbejdet afdækkes det, hvilke resultater det er relevant at korrigere for rammevilkår. Modellerne kan bruges til, at beregne forventede resultater for de forskellige resultatmål, hvor der tages højde for, at forudsætningerne for at skabe gode resultater er forskellige.

Modellerne udvikles i samarbejde med parterne og eksterne forskere og forventes færdige ultimo 2026. 

 

Sidst opdateret: 16-09-2026