Spring til hovedindhold

Opslag: Tilskud til indsats ved større afskedigelser til varslingsindsats 2026 - FL § 17.46.14.10.

Ansøgningsfrist 11-12-2026

Formålet med varslingspuljen er at iværksætte indsatser for opsagte medarbejdere i forbindelse med større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde. Midlerne er afsat på FL § 17.46.14.10. Rammerne for puljens anvendelse er fastsat i kapitel 25 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Kommunen kan søge Det Regionale Beskæftigelsesråd om -  inden for rammerne af en statslig bevilling (varslingspuljen) - at iværksætte og yde tilskud til initiativer for at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde. STARs regionale kontorer sekretariatsbetjener RBR, og ansøgningen skal derfor sendes til STAR Østdanmark eller STAR Vestdanmark afhængig af kommunens geografiske placering.

Varslingsindsatsen kan bevilliges i forbindelse med større afskedigelser, som i varslingsloven defineres som afskedigelse af mindst 50 % af medarbejderne på en arbejdsplads med mindst 20 ansatte.

Beskæftigelsesministeren kan dog, på baggrund af en ansøgning fra RBR, dispensere fra denne bestemmelse, hvis jobmulighederne på det lokale arbejdsmarked er begrænsede, og der er tale om afskedigelser af et ikke ubetydeligt omfang.

Formål

Formålet med varslingspuljen er at iværksætte og yde tilskud til, at kommunerne i opsigelsesperioden og/eller efter opsigelsesperiodens udløb iværksætter initiativer, der sikrer en hurtig og aktiv indsats for de berørte medarbejdere i forbindelse med større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde.

Ansøgerkreds

Puljernes ansøgerkreds er alle landets kommuner. Det er som udgangspunkt den kommune, hvori virksomheden, der foretager afskedigelserne er beliggende, som kan ansøger Det Regionale Beskæftigelsesråd om midler fra varslingspuljen til en varslingsindsats. Der kan søges om midler til en indsats for alle de opsagte medarbejdere, uanset de opsagtes bopælskommune.

Målgruppe

Målgruppen der er omfattet af varslingspuljen er beskæftigede forsikrede og beskæftigede ikke-forsikrede, som er afskediget som følge af større afskedigelser, og som i opsigelsesperiodens udløb overgår til at blive ledige, som er omfattet af § 6, nr. 1-3 (dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet) i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Indsatsperiode

Tilbud skal være påbegyndt senest 3 måneder efter, at den ledige er fratrådt virksomheden. Tilbud skal være afsluttet senest seks måneder efter fratrædelsen.

Puljens anvendelsesområder

Kommunen kan søge midler fra varslingspuljen til brug for en indsats for personer, som er blevet opsagt i større afskedigelsessager. Varslingspuljemidlerne kan anvendes til:

  • Sammenlagt op til 2 ugers jobsøgningsforløb pr. person: Jobsøgningsforløb kan rekvireres hos en anden aktør.
  • Sammenlagt op til 8 ugers opkvalificering- herunder efter- og videreuddannelse - pr. person: Tilskud til udgifter til opkvalificering er betinget af, at der er tale om opkvalificering inden for områder, hvor der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft, eller at der ligger en skriftlig tilkendegivelse fra en arbejdsgiver om, at den afskedigede ansættes uden løntilskud efter opkvalificeringen. Ved vurdering af om der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft inden for et område, skal Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked benyttes. Det vil sige, der skal være tale om områder med gode eller rigtig gode jobmuligheder jf. Arbejdsmarkedsbalancen.
  • Andre initiativer, som relaterer sig til kommunens opgavevaretagelse i forbindelse med varslingsindsatsen, bl.a. til frikøb af kommunale medarbejdere. Midler til andre initiativer kan anvendes i den opsagtes opsigelsesperiode og i op til 3 måneders herefter. Der kan ikke anvendes andre aktører til denne type initiativer.

Kommunen kan til den enkelte person også tilbyde udarbejdelse af en plan for, hvordan personen hurtigst muligt opnår ny beskæftigelse. Personen har ret til at få udarbejdet en plan, hvis personen har anmodet om det, og den skal udarbejdes senest 2 uger efter anmodningen.

Tilbud om jobsøgningskurser og opkvalificering til ledige, der er omfattet af § 6, nr. 1-3 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, gives efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

En varslingsindsats efter varslingspuljen kan kombineres med de almindelige tilbudsmuligheder, som kommunen måtte tilbyde den ledige i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Kommunen skal ved gennemførelse af en indsats i medfør af varslingspuljen (for så vidt angår ledige med bopæl i andre kommuner) sørge for at orientere disse kommuner om den forestående indsats for de pågældende personer.

Den samlede varslingsindsats kan - uanset om den ydes i opsigelsesperioden, eller når personen er blevet ledig - ikke overstige 10 uger fordelt med sammenlagt op til 2 ugers jobsøgningskurser og sammenlagt op til 8 ugers opkvalificering for den enkelte person.

Forpligtelser ved deltagelse

Ved deltagelse i projektet forpligter tilskudsmodtager sig til at efterleve styrelsens retningslinjer vedrørende ansvar for databehandling, som findes på siden:

Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet.

Tilskudsmodtager forpligter sig til at overholde kapitel 25 i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (pulje til opkvalificering i forbindelse med større afskedigelser), som gælder for puljen.

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

Læs mere om reglerne for varslingspuljen:

Indsats ved varsling af større afskedigelser

A-kasser og varslingsindsats

A-kasserne har fra 1. januar 2024 ansvaret for kontaktforløbet for dagpengemodtagere i de første 3 måneder af ledighedsforløbet. Dette ændrer ikke ved, at det fortsat kun er kommunerne, der kan søge varslingspuljen, og fortsat kun kommunerne der kan give en indsats finansieret af varslingspuljen, jf. § 163-164 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Kommunerne kan samarbejde med og orientere de relevante a-kasser om den forventede varslingsindsats finansieret af varslingspuljemidler.

Ministerdispensation

Beskæftigelsesministeren kan dispensere fra bestemmelsen om, at der ved større afskedigelser forstås mindst 50 procent af medarbejderne på et arbejdssted med mindst 20 ansatte, når muligheden for at opnå anden ansættelse på det lokale arbejdsmarked er begrænset og der er tale om afskedigelser af et ikke ubetydeligt omfang.

Det er henholdsvis STAR Østdanmark og STAR Vestdanmark, der ansøger om eventuel ministerdispensation på vegne af Det Regionale Beskæftigelsesråd.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan søges om tilskud til følgende udgiftsposter, jf. ovenstående afsnit om puljens anvendelsesområder:

  • Jobsøgningskurser i sammenlagt op til to uger.
  • Opkvalificering, herunder efter- og videreuddannelse i sammenlagt op til otte uger.
  • Andre projektrelevante udgifter
  • Revision

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings budgetskabelon skal anvendes, og budgettet skal indeholde fyldestgørende noter. I budgetskabelonen fremgår det, hvordan budgettet skal udfyldes korrekt med noter.

Krav til regnskab

Der stilles krav om indsendelse af et endeligt regnskab for hele projektperioden samt en slutrapport senest tre måneder efter projektperiodens afslutning.

Ved tilskud på 1.000.000 kr. eller derover skal det endelige regnskab være revisorpåtegnet. Ved tilskud under 1.000.000 kr. er det tilstrækkeligt, at regnskabet er ledelsespåtegnet.

Jf. BEK nr. 1184 af 26/09/2023

Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i budgettet for ansøgningen.

Hvis kommunen i løbet af tilskudsperioden, kan konstatere, at der ikke bliver behov for at anvende hele tilsagnsbeløbet, skal kommunen meddele det relevante regionale kontor i STAR: STAR Østdanmark eller STAR Vestdanmark.

Nedenstående skabeloner skal anvendes i forbindelse med aflæggelse af regnskab og slutrapport.

Budget- og regnskabsskema (Excel)

Skabelon for slutrapport (Word)

Kontakt

Ved spørgsmål til puljen eller behov for øvrig kontakt til STAR Østdanmark eller STAR Vestdanmark, forud for indsendelse af ansøgning, kan der sendes en mail til:

  • vestdanmark@star.dk, hvis din kommune ligger i Jylland
  • oestdanmark@star.dk, hvis din kommune ligger på Fyn, Sjælland og Hovedstaden/Bornholm.

Indsendelse af ansøgning

Ansøgningsskemaet tilgås via nedenstående link ved brug af MitID Erhverv. 

Ansøgningsskema for Puljen til varslingsindsats ved større afskedigelser

Følgende budgetskema skal udfyldes og vedlægges ansøgningsskemaet:

Budget- og regnskabsskema (Excel)

Ansøgning om tilskud skal sendes til styrelsen via Tilskudsportalen.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

STAR Østdanmark og STAR Vestdanmark behandler indkomne ansøgninger løbende på vegne af Det Regionale Beskæftigelsesråd. Der kan forventes svar på ansøgninger sendt til STAR via Tilskudsportalen inden for 2 - 3 uger, medmindre sagen kræver ministerdispensation.

Kontakt

Hvis din kommune er beliggende på Fyn, Sjælland eller Bornholm kontakt STARs regionale kontor i Øst, hvis du har spørgsmål til varslingspuljen eller behov for øvrig vejledning forud for indsendelse af ansøgning:

STAR Østdanmark 
Mail: oestdanmark@star.dk
Telefon: 7222 3800

Hvis din kommune er beliggende i Jylland kontakt STARs regionale kontor i Vest, hvis du ønsker råd og vejledning i forbindelse med varslinger af større afskedigelser:

STAR Vestdanmark
Mail: vestdanmark@star.dk
Telefon: 7222 3600

 

Sidst opdateret: 25-02-2026