Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Konteringsregler for 5.58.81 Løntilskud mv. personer i fleksjob og personer i løntilskudsstillinger i målgruppe § 6, nr. 11, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (tidligere skånejob)

Denne funktion beskriver udgifter til løntilskud til personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen.

På funktionen registreres udgifter til løntilskud til personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen, som er ansat i fleksjob og løntilskudsstillinger i målgrupperne § 6, nr. 11, ifølge Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (tidligere skånejob og job til handicappede).

Fra 2016 betyder en refusionsomlægning, at refusionssatserne for fleksløntilskud og tilskud til selvstændig virksomhed efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og løntilskud vedr. nyuddannede personer med handicap, jf. lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., fastsættes på baggrund af antallet af uger på offentlig forsørgelse.

Ikke alle udgifter til fleksløntilskud og tilskud til selvstændig virksomhed er omfattet af refusionsomlægningen. Udgifter til personer visiteret til fleksjobordningen før 01-01-2013 er ikke omfattet af refusionsomlægningen, ligesom udgifter til personer, som er visiteret til fleksjobordningen i perioden 01-01-2013 til og med 30-06-2014, udelukkende er omfattet af refusionsomlægningen såfremt, de (jf. § 30, stk. 3. i Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne):

1.  bliver ansat i et fleksjob efter 01-07-2014 eller senere

2.  bliver revisiteret til et fleksjob hos samme arbejdsgiver efter 01-07-2014 eller senere

3. på ny får tilbud om støtte i form af tilskud til selvstændig virksomhed

Udgifter til personer, som er visiteret til et fleksjob efter 01-07-2014 eller senere, er omfattet af refusionsomlægningen. Alle udgifter vedr. perioden fra og med 1. januar 2016 til løntilskud vedr. nyuddannede personer med handicap er ligeledes omfattet af refusionsomlægningen.

Det bemærkes, at udgifterne til personer visiteret til fleksjobordningen før 1. januar 2013 udelukkende kan være omfattet af refusionsomlægningen, såfremt kommunen har vurderet og truffet afgørelse om, at borgeren ikke længere er omfattet af fleksjobordningen, fordi vedkommende fx er visiteret til et ressourceforløb, og efterfølgende igen bliver visiteret ind i fleksjobordningen.
  
I konteringen af udgifterne til og tilbagebetalingerne af fleksløntilskud og tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende er det afgørende, om de afholdte udgifter er omfattet af refusionsomlægningen. I vejledningsteksten under grupperingerne til registrering af fleksløntilskud og tilskud til selvstændig virksomhed, fremgår det om grupperingen er til registrering af udgifter omfattet af refusionsreglerne før eller efter refusionsomlægningen.

Det er alene udgiften til løntilskud, der registreres på denne funktion. Lønudgiften til personer i fleksjob og løntilskudsstillinger i målgruppen § 6, nr. 11, ifølge lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (tidligere skånejob) registreres under de kommunale virksomheder, institutioner og forvaltninger, hvor de er ansat. På de samme funktioner indtægtsføres endvidere løntilskuddet.

Konteringsregler pr. november 2022

Orientering om ændringer

Sidst opdateret: 05-07-2023