Spring over hovedmenu

Pga. coronavirus (COVID-19) skal hjemmesidens indhold p.t. læses i sammenhæng med de coronarelaterede temaer og nyheder:

Forsiden af star.dk

Info til borgere om COVID-19 i forhold til beskæftigelsesindsats og ydelser

Her på siden kan du læse om, hvad den delvise suspendering af beskæftigelsesindsatsen har af overordnet betydning for dig som borger. Du kan også læse om Udbetaling Danmarks udbetaling af ydelser i forbindelse med COVID-19, fx folkepension og familieydelser.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering følger corona-situationen løbende. Vi opdaterer her på siden, hvis der sker ændringer i de udmeldte retningslinjer.

Hvad betyder den midlertidige suspendering af beskæftigelsesindsatsen i jobcentre og a-kasser?

Statsministeren besluttede den 11. marts 2020, at alle offentligt ansatte, der ikke arbejder med kritiske funktioner, i videst muligt omfang skal arbejde hjemmefra. Dette som en national foranstaltning for at mindske spredning af COVID-19.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har på den baggrund midlertidigt suspenderet den aktive beskæftigelsesindsats i jobcentre og a-kasser. Som ledig vil du fortsat få udbetalt dine ydelser, som du plejer fx dagpenge og kontanthjælp.

For ledige er den aktive indsats i form af samtaler eller aktive tilbud som udgangspunkt indstillet, og du vil ikke kunne blive sanktioneret for ikke at deltage. Jobcentrene kan dog – efter konkret vurdering og i samråd med dig – vælge at fortsætte visse dele af indsatsen, fx videreføre virksomhedsforløb eller telefoniske samtaler.

OBS: Som ledig bør du stadig søge job, selvom beskæftigelsesindsatsen midlertidigt er suspenderet, dvs. du bør fortsat søge de jobmuligheder, som er på arbejdsmarkedet. Der er bl.a. en række brancher, der har øget brug for arbejdskraft, og dit jobcenter kan også stadig hjælpe med at matche dig med arbejdsgivere, der har ledige jobs. I suspensionsperioden vil du dog ikke blive sanktioneret, hvis du ikke er aktivt jobsøgende eller undlader at tager imod et tilbud om ansættelse.

Hvis du bliver ledig i den kommende periode, vil du som altid kunne melde dig ledig på www.jobnet.dk eller ved at tage telefonisk kontakt til dit lokale jobcenter. Du kan evt. også kontakte din a-kasse.

Hvis du har spørgsmål til ovenstående, skal du kontakte dit jobcenter eller a-kasse. Dit jobcenter skal du kontakte telefonisk. Du kan finde information om kontakt til din a-kasse på a-kassens hjemmeside.

Udbetaling Danmarks udbetaling af ydelser

Udbetaling Danmark har oplyst, at sagsbehandlingen på alle områder fortsætter, og at ydelser fortsat udbetales på sædvanlig vis og til tiden.

Hvis du har spørgsmål til din sag, opfordrer Udbetaling Danmark til, at du overvejer, om dit opkald kan vente, eller om du kan finde svaret på borger.dk eller virk.dk

Udbetaling Danmark følger Statsministeriets anbefalinger om at begrænse udbredelsen af COVID-19. Derfor kan du også opleve forlænget svartid på telefonerne hos Udbetaling Danmark, da der er færre til at tage telefonen. De oplysninger, du får på borger.dk og virk.dk om den aktuelle drift i Udbetaling Danmark, kan ændre sig afhængigt af den løbende håndtering af situationen.

Du kan finde nærmere information på borger.dk og virk.dk om de ydelser, Udbetaling Danmark udbetaler, fx familieydelser, pension, boligstøtte, barsel.

Hvis du har flere spørgsmål

For a-kasser, jobcentre og kommuner: Spørgsmål og svar om midlertidige ændringer på beskæftigelsesområdet som følge af corona-virus

For virksomheder: Spørgsmål og svar om midlertidige ændringer på beskæftigelsesområdet som følge af corona-virus

coronasmitte.dk - Coronavirus/covid-19 i Danmark (nyt vindue)

Borger.dk (nyt vindue)

Virk.dk (nyt vindue)

Sidst opdateret: 24-03-2020