Spring over hovedmenu

Pulje for særlig indsats for ledige grønlændere i Danmark

Ansøgningsfrist 19. november 2019

Puljens formål er at øge arbejdsmarkedstilknytningen blandt grønlændere i Danmark. Der er afsat 2 mio. kr. til puljen på Finanslovens § 17.59.21.10.

En analyse fra VIVE har vist, at voksne grønlændere i Danmark har en ringere arbejdsmarkedstilknytning sammenlignet med danskere, hvilket også er bekræftet af tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Satspuljekredsen har på den baggrund valgt at afsætte 2,0 mio. kr. til en ansøgningspulje, der har som formål at få flere grønlændere i Danmark i beskæftigelse. Grundet de begrænsede midler i puljen forventes det, at 4-6 projekter vil kunne modtage tilskud.

Målgruppe

Puljens målgruppe er ledige grønlændere i Danmark, som modtager offentlig forsørgelse med undtagelse af dagpenge og førtidspension.

Indsatserne vil have særlig fokus på ydelsesmodtagere, som har modtaget offentlig forsørgelse i ½ - 1 år, samt borgere hvor det vurderes, at en særlig indsats vil medvirke til, at borgeren kommer ind på det danske arbejdsmarked eller påbegynder en uddannelse.

Formål

Formålet med puljen er at øge arbejdsmarkedstilknytningen blandt grønlændere i Danmark. Det skal ske ved at håndtere nogle af de udfordringer, som ledige grønlændere oplever i forhold til at komme ind på arbejdsmarkedet i Danmark.

Ansøgerkreds

Puljen kan søges af kommuner.

Projektperiode

1. december 2019 – 31. december 2020.

Projektets indsatsmodel

Ansøger skal i ansøgningen beskrive, hvilken særlig indsats kommunen vil iværksætte over for målgruppen. Den særlige indsats skal være et supplement til den almindelige beskæftigelsesindsats i kommunen, og tage udgangspunkt i borgernes egne behov, herunder særlige problemstillinger og udfordringer som ledige grønlændere kan have i forhold til at komme ind på arbejdsmarkedet. Dette betyder, at indsatsen skal være ud over lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Der skal i indsatsen indgå en jobformidler eller vejleder, som har viden og erfaring om de særlige udfordringer, som grønlændere på det danske arbejdsmarked oplever. Jobformidleren eller vejlederen vil kunne hjælpe borgeren med at oversætte erhvervserfaring og kompetencer fra Grønland til det danske arbejdsmarked, arbejde på tværs af de deltagende kommuner samt rådgive og vidensdele med personale i jobcentrene, f.eks. sagsbehandlere eller personlige jobformidlere.

Kommunen tilrettelægger selv indsatsen, som bestemmes ud fra borgerens individuelle situation.

Projekterne kan eksempelvis tilbyde hjælp til:

  • At forbedre målgruppens danskkundskaber.
  • At øge målgruppens forståelse af kulturen på danske arbejdspladser.
  • At afhjælpe med problemer af psykisk karakter.

Kriterier for tildeling af tilskud

Der vil i vurderingen af ansøgningerne blive lagt vægt på følgende kriterier:

  • Størrelsen på målgruppen i kommunen.
  • At ansøgningen indeholder en beskrivelse af jobformidleren eller vejlederens rolle i projektet samt hvilken viden og erfaring vedkommende har i forhold til de særlige udfordringer, som nogle grønlændere har på det danske arbejdsmarked og hvorfra.
  • At ansøgningen indeholder en beskrivelse af, hvordan indsatsens organiseres på tværs af andre interessenter, f.eks. inddragelse af sprogcentre, De Grønlandske Huse m.v.
  • At budgettet er realistisk og giver mest mulig værdi for pengene.
  • At der er sammenhæng mellem indsatsen og de forventede resultater samt en helhedsvurdering af kvaliteten af ansøgningen.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan søges om tilskud til følgende udgiftsposter:

  • Løn til jobformidler eller vejleder.
  • Løn til frikøb af medarbejder fra lokale sprogcentre, De Grønlandske Huse og lign.
  • Oversættelse af sprogkort til grønlandsk.
  • Revision.

Styrelsens budgetskabelon skal anvendes, og budgettet skal indeholde fyldestgørende noter til alle budgetposter.

Krav om afrapportering

Der stilles krav om indsendelse af en halvårlig statusrapport, som skal indsendes forud for udbetaling af tilskud.

Efter projektets afslutning skal der indsendes en slutrapport (selv-evaluering) sammen med et regnskab for hele projektperioden.

Ved udfyldelse af slutrapporten skal projektet angive deltagernes arbejdsmarkedsstatus ved projektstart og afslutning. Det er derfor vigtigt, at projektet ved projektstart kortlægger deltagerne arbejdsmarkedsstatus.

Skabeloner for status- og slutrapporter kan hentes på siden Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet.

Krav til regnskab

Der stilles krav om indsendelse af ét halvårligt delregnskab forud for udbetaling af tilskud samt ét endeligt regnskab for hele projektperioden senest tre måneder efter projektperiodens afslutning.

Afhængig af tilskuddets størrelse skal det endelige regnskab enten være revisorpåtegnet regnskab (ved tilskud på over 500.000 kr.) eller ledelsespåtegnet (ved tilskud under 500.000 kr.).

Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget. Nedenstående budget- og regnskabsskabelon skal anvendes ved indsendelse af regnskaber.

Frister for indsendelse af regnskab og afrapportering vil fremgå af tilsagnsbrevet.

Udbetaling

Tilskuddet vil blive udbetalt bagudrettet på baggrund af de indsendte regnskaber.

Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger

Ansøgninger skal sendes via styrelsens Tilskudsportal senest tirsdag den 19. november 2019, kl. 12.00.

Ansøgninger der sendes efter dette tidspunkt, vil blive afvist.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

Der kan forventes svar på ansøgningen medio december.

Spørgsmål kan stilles til Louise Andersen pr. e-mail lta@star.dk

Ved indsendelse af ansøgninger skal følgende skabeloner anvendes:

Ansøgningsskema (Word) (nyt vindue)

Budgetskema (Excel) (nyt vindue)

Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar til puljen, hvor puljens indhold uddybes og vil blive offentliggjort på denne side.

 

Kan de 17 kommuner i region Sjælland gå sammen i en ansøgning om puljemidler?

01-11-2019

Det er desværre ikke muligt for kommunerne at ansøge sammen jf. puljeopslaget.

Ligger STAR inde med kommunefordelte tal om ledige grønlændere? Gerne også fordelt på målgrupper?

06-11-2019

Nej, STAR har ikke mulighed for at finde grønlændere, der er bosat i Danmark, i data i eget regi.

Sidst opdateret: 06-11-2019