Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Rekruttering på det danske arbejdsmarked: Forår 2015

07. juli 2015

Langt hovedparten af virksomhederne har ikke problemer med at rekruttere den ønskede arbejdskraft. Det viser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings undersøgelse af virksomhedernes rekrutteringssituation for foråret 2015.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings undersøgelse af virksomhedernes rekrutterings-situation for foråret 2015 giver et øjebliksbillede af rekrutteringssituationen på det danske arbejdsmarked og en indikation af omfanget og karakteren af manglen på arbejdskraft. Undersøgelsen af virksomhedernes rekrutteringssituation for foråret 2015 viser en lille stigning i rekrutteringsudfordringerne fra et lavt niveau.

Undersøgelsen viser også, at ca. halvdelen af de virksomheder, som angiver at have haft rekrutteringsudfordringer, hverken slog stillingen op på Jobnet eller tog kontakt til a-kasse eller jobcenter.

Undersøgelsens hovedkonklusioner er:

  • 76 procent af landets virksomheder havde på interviewtidspunktet ikke haft behov for at rekruttere nye medarbejdere. I foråret 2014 var det 75 pct. af virksomhederne, der ikke havde behov for at rekruttere.
  • Andelen af virksomheder, der har ansat nye medarbejdere er faldet fra 21 pct. af virksomhederne i foråret 2014 til 19 pct. i foråret 2015.
  • 5 procent af landets virksomheder har i foråret 2015 oplevet udfordringer i forbindelse med rekruttering af nye medarbejdere. Under højkonjunkturen frem til efteråret 2008, rapporterede 22 pct. af virksomhederne (i efteråret 2007) om rekrutteringsudfordringer.

Blandt de virksomheder, der tilkendegiver udfordringer med at rekruttere, benytter meget få alle rekrutteringsmuligheder.

  • Knap 4 ud af 10 virksomheder, der har rapporteret om forgæves rekrutteringer, finder selv ifølge surveyen, at de kunne have gjort noget anderledes eller bedre for at besætte stillingen.
  • 3 ud af 4 stillinger, hvor virksomhederne har haft forgæves rekrutteringsforsøg, er kendetegnet ved at være en fast fuldtidsstilling indenfor normal arbejdstid. De resterende stillinger er enten tidsbegrænsede, deltidsstillinger, indebærer aften-, nat- eller weekendarbejde og/eller skiftende arbejdstider.
  • I ca. en tredjedel af rekrutteringsforløbene, hvor virksomheder har rapporteret om forgæves rekrutteringer, slog virksomheden stillingen op på Jobnet.
  • I hvert 5. rekrutteringsforløb, hvor virksomheder har rapporteret om forgæves rekrutteringer, tog virksomhederne kontakt til det kommunale jobcenter.
  • I knap hver 10. rekrutteringsforløb, hvor virksomheder har rapporteret om forgæves rekrutteringer, tog virksomheden kontakt til en a-kasse/fagforening.
  • I halvdelen af tilfældene, hvor virksomheder har rapporteret om forgæves rekrutteringer, gjorde virksomheden mindst én af de tre ting (opslag på Jobnet, kontakt til jobcenter eller til a-kasse/fagforening).

På landsplan har virksomhederne haft udfordringer med at rekruttere til knap 12.000 stillinger. Heraf er 14 procent efterfølgende blevet besat af en medarbejder med en anden profil end oprindeligt efterspurgt. De 12.000 stillinger svarer til ca. 0,5 procent af den samlede beskæftigelse i Danmark. I foråret 2014 blev der registreret 9.200 forgæves rekrutteringer. I mellem 2006 og 2008 blev der til sammenligning registreret op til 70.000 forgæves rekrutteringer.

Der er omkring 700.000-800.000 jobåbninger årligt på det danske arbejdsmarked. Set i forhold til det samlede antal årlige jobåbninger på det danske arbejdsmarked, udgør antallet af forgæves rekrutteringer på 12.000 således en begrænset andel.

Rekrutteringsundersøgelsen viser, at ledige og ledige job ikke altid finder hinanden. I foråret 2015 gælder det oftest job som salgskonsulent, programmører, kok, tjener, lager- og logistikmedarbejder samt maskiningeniører..

Fakta om undersøgelsen:

STAR har i foråret 2015 gennemført en undersøgelse, hvor 14.000 virksomheder har svaret på, om de har haft problemer med at rekruttere nye medarbejdere. Virksomhederne repræsenterer ca. 43 pct. af landets samlede beskæftigelse.

Hele undersøgelsen (pdf) (nyt vindue)