Personligt tillæg
Folkepensionister og førtidspensionister efter reglerne fra før 1. januar 2003 har mulighed for at søge om personligt tillæg hos kommunen.
Grundlæggende betingelser:
- Pensionisten skal ansøge om personligt tillæg
- Udgiften skal være rimelig og nødvendig
- Pensionistens økonomiske forhold skal være særligt vanskelige
- Afgørelse sker efter kommunens nærmere konkrete vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold i forhold til den udgift, som pensionisten ønsker dækket af det personlige tillæg.
Et personligt tillæg er skattefrit.
Ansøgning
Pensionisten skal ansøge kommunen om personligt tillæg. Kommunen kan efter ønske eller behov være pensionisten behjælpelig med ansøgningen.
Kommunen skal vejlede
Kommunen bør generelt vejlede pensionisten om muligheden for tildeling af personligt tillæg og være opmærksom på, om pågældendes forhold kan afhjælpes ved andre foranstaltninger end tildeling af personligt tillæg.
Rimelige og nødvendige udgifter
Reglerne fastsætter ikke, hvilke udgifter der kan dækkes, men de skal være rimelige og nødvendige. Der kan for eksempel ydes personligt tillæg til udgifter til egenbetaling i forbindelse med briller, tandbehandling og diætkost.
Det er op til kommunen at vurdere, om der er tale om en rimelig og nødvendig udgift, og om pensionisten ved en rimelig tilrettelæggelse af sin økonomi selv burde kunne dække udgiften helt eller delvist.
Konkret, individuel vurdering
Kommunen skal træffe afgørelse om personligt tillæg efter en nærmere konkret, individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold. Der skal i hver enkelt sag foretages en samlet vurdering af pensionistens økonomiske forhold - dvs. en samlet vurdering af indtægtsforholdene, herunder størrelsen af den sociale pension og alle andre indtægter og formue - sammenholdt med størrelsen af de rimelige og nødvendige udgifter.
Først når kommunen efter en samlet vurdering finder, at pensionistens økonomiske forhold er særligt vanskelige, træffer kommunen afgørelse om tildeling af personligt tillæg.
Særligt for brøkpensionister
En pensionist, som modtager nedsat pension på grund af optjeningsreglerne - en brøkpension - kan efter ansøgning om et personligt tillæg evt. få dækket et ekstra hjælpebehov. Kommunen skal også i disse tilfælde træffe afgørelse efter en nærmere konkret, individuel vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold.
Udgifter til børn
Udgifter til forsørgelse af pensionisters børn kan dækkes efter reglerne om personligt tillæg, hvis pensionisten har forsørgelsespligt over for dem, og betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Særligt vanskelig økonomisk situation
Kommunen kan anvende vejledende retningslinjer ved vurderingen af, om der er tale om en økonomisk vanskelig situation, som for eksempel formuegrænser og rådighedsbeløb. Sådanne retningslinjer er kun vejledende og skal kunne fraviges efter en konkret vurdering.
Engangsbeløb eller løbende ydelse
Personligt tillæg kan ydes som et engangsbeløb eller som en løbende ydelse, hvis betingelserne ved hver udbetaling fortsat er til stede.
Træffer kommunen afgørelse om at yde personligt tillæg som en løbende ydelse, skal kommunen følge pensionistens forhold, for eksempel ved at fastsætte et tidspunkt for en ny vurdering af sagen samtidig med afgørelsen om tildeling.
Tilbagebetaling
Økonomisk støtte i form af personligt tillæg er som udgangspunkt ikke tilbagebetalingspligtig. Kommunen kan dog træffe beslutning om tilbagebetaling, hvis der for eksempel kan forudses en forbedring af de økonomiske forhold, som gør pensionisten i stand til at tilbagebetale hjælpen i løbet af kortere tid. Der kan kun kræves tilbagebetaling, hvis pensionisten er blevet gjort opmærksom på det ved tildelingen.
Til borgere
Det er kommunen, som tilkender personligt tillæg. Hvis du ønsker yderligere information om personligt tillæg, skal du kontakte kommunen.
Personligt tillæg på borger.dk
Dansk pension i udlandet på borger.dk
Love og regler om folkepension
Lov om social pension: LBK nr. 527 af 25/04/2022
Vejledning om folkepension efter lov om social pension: VEJ nr. 53 af 31/08/2007
Love og regler om førtidspension før 2003
Vejledning om forhøjelse, ændring, frakendelse m.v. af førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.: VEJ nr. 9281 af 17/03/2022Vejledning om førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.: VEJ nr. 54 af 31/08/2007