Ansøgningsfrist 20-11-2023
Opslag: Pulje til at få flere unge med psykiske lidelser og psykisk mistrivsel videre i job eller uddannelse via IPS-metoden
Formålet er at hjælpe unge med psykiske lidelser og psykisk mistrivsel med at kunne tage en uddannelse eller finde og fastholde et arbejde med udgangspunkt i de virksomme elementer fra IPS-metoden. Der er afsat 72,8 mio. kr. til puljen på finanslovens § 17.59.21.35. Projektet løber i en treårig periode fra 2023 til 2026.
IPS står for Individuel Planlagt job med Støtte og er en evidensbaseret beskæftigelsesindsats for personer med psykiske lidelser med positive effekter både i Danmark og internationalt.
Webinar: I oktober 2023 afholder STAR to webinarer om puljen. Se datoer og praktik længere ned på siden.
Målgruppe
Puljen omfatter to målgrupper.
Begge målgrupper omfatter unge under 30 år i kontanthjælpssystemet. Herunder uddannelseshjælpsmodtagere, ressourceforløbsydelsesmodtagere og kontanthjælpsmodtagere.
1. Målgruppe for IPS-indsats er udsatte unge, som modtager én af de ovenstående ydelser og som har en psykiatrisk diagnose og er tilknyttet enten behandlingspsykiatrien i regionen eller socialpsykiatrien i kommunen.
2. Udvidet målgruppe for IPS-lignende indsats er unge, som modtager én af de ovenstående ydelser og som, viser tegn på psykisk mistrivsel f.eks. angst og depression, men ikke har kontakt til psykiatrien. For denne målgruppe skal indsatsen for den enkelte ung foregå i samarbejde med relevant behandlingsaktør som f.eks. misbrugsbehandler, psykolog eller andre regionale behandlingstilbud. Visitation ind til denne indsats vil skulle ske på baggrund af en konkret, faglig vurdering i kommunen.
Det er muligt at søge midler til indsats for begge målgrupper eller alene til en af de to målgrupper. Det bemærkes, at hvis der udelukkende søges midler til den udvidede målgruppe, er det en forudsætning, at kommunen samtidigt etablerer en IPS-indsats eller, at kommunen i forvejen har en IPS-indsats.
I forbindelse med ansøgning til puljen skal kommunen angive et estimat for, hvor mange unge, der indgår i målgruppen/-erne. Det skal ske med udgangspunkt i antallet af ydelsesmodtagere i målgruppen samt en konkret faglig vurdering af, hvor mange af ydelsesmodtagerne, der vil have en behandling i psykiatrien eller en anden relevant sundhedsfaglig aktør parallelt med den kommunale beskæftigelsesindsats.
Formålet med puljen
Formålet med puljen er at hjælpe udsatte unge på offentlig forsørgelse med psykiske lidelser og psykisk mistrivsel videre i ordinært job eller uddannelse via IPS-metoden.
Puljen skal styrke samarbejdet på tværs af psykiatri, jobcenter og andre behandlingstilbud med henblik på at skabe bedre sammenhænge og helhedsorienteret indsats i de unges forløb.
En central ambition med puljen er samtidig at sikre opkvalificering af de fag-professionelle og understøtte forankring af IPS-indsatsen i kommuner og regioner.
Ansøgerkreds
Puljen kan søges af alle landets kommuner. De indsendte ansøgninger bliver vurderet efter de kriterier mv. som fremgår i dette opslag.
Projektperiode
Projektet løber som udgangspunkt i en treårig periode fra ultimo 2023 til ultimo 2026. Indsatsen kan igangsættes når kommunen har opnået tilsagn fra puljen – der kan forventes svar på ansøgninger i december 2023.
Tilsagn om en treårig projektperiode gives med forbehold for vedtagelse af finanslov for 2024 og 2025. Ansøgningen skal imidlertid dække hele projektperioden.
Projektets indsatsmodel
Initiativet indebærer blandt andet, at medarbejderen i jobcenteret får en mindre sagsstamme, og at den enkelte unge følges tæt med henblik på at skabe et match på arbejdsmarkedet eller uddannelse, og med udgangspunkt i den unges håb og ønsker for fremtiden.
Implementering af IPS-indsatsen omhandler følgende 5 elementer:
- IPS-metodens principper
- Ledelse og tværfagligt samarbejde
- Organisering af IPS-team
- Opkvalificering og sparring
- Data og evaluering
De fem elementer er uddybet i
Bilag 2: Vejledning til ansøgning af puljen IPS for unge (Word)
Projektets kerneelementer
I IPS arbejdes der ud fra 8 principper, som tilsammen udgør en manualbaseret metode for den faglige praksis i jobcentre. Principperne er beskrevet i IPS-manualen IPS - En Praktisk Guide og består af følgende principper:
- Alle, der ønsker at arbejde, kan deltage
- Målet er ordinær beskæftigelse eller uddannelse
- IPS er en integreret del af den psykiatriske behandling
- Borgeren vejledes om sociale ydelser
- Jobsøgning starter hurtigt
- Lokalt virksomhedsopsøgende arbejde
- Støtten under beskæftigelse varer så længe, der er behov
- Indsatsen er baseret på borgerens jobønsker
Læs mere om principperne her:
Bilag 1: Kort om de otte principper for IPS (Word)
Særligt for 2. målgruppe for IPS-lignende indsats
Kommuner, der ønsker at afprøve metoderne fra IPS til en udvidet målgruppe af unge i psykisk mistrivsel, skal følge IPS-principper som beskrevet i bilag 3. Dog kan samarbejdet med psykiatri jf. princippet om, at IPS er en integreret del af den psykiatriske behandling erstattes af samarbejde med andre relevante behandlingstilbud f.eks. misbrugscenter, psykolog eller andre regionale behandlingstilbud.
Projektets succeskriterier
Puljens succeskriterier er, at flest mulige borgere i målgrupperne opnår helt eller delvist fodfæste på arbejdsmarkedet eller kommer i gang med en ungdomsuddannelse eller erhvervskompetencegivende uddannelse.
Succeskriteriet er, at mindst 59,5 pct. af målgruppen har opnået beskæftigelse eller uddannelse ved projektets afslutning (efter minimum 18 måneders indsats).
Succeskriterierne er baseret på tidligere forsøg med IPS i Danmark, hvor 59,5 pct. af deltagerne kom i job eller uddannelse efter 18 måneders indsats.
Kriterier for vurdering af ansøgninger og tildeling af tilskud
Ved vurdering af ansøgningerne vil der blive lagt vægt på følgende kriterier:
- At der er angivet lave sagsstammer. Ifølge IPS-metoden anbefales max. 20-25 borgere for en fuldtidsansat IPS konsulent. Dette kriterie vægtes højt.
- At projektets budget er rimeligt og velbegrundet, så der sikres mest mulig værdi for pengene.
- At der er angivet kommunal medfinansiering, f.eks. at kommunen selv dækker 50 pct. af lønudgifter til personale.
- At ansøgningen indeholder en konkret plan for, hvordan det sikres, at alle medarbejdere tilknyttet puljeprojektet IPS for unge arbejder efter IPS-metoden.
For ansøgere, der ønsker at igangsætte en IPS-lignende indsats for en udvidet målgruppe af unge i mistrivsel bliver ansøgningen desuden vurderet efter:
- At ansøgningen indeholder en konkret plan for visitation af den udvidede målgruppe f.eks. via screeningsværktøj.
- At ansøgningen indeholder en beskrivelse af, hvordan og hvilke samarbejdsaktører, der inddrages, som alternativ til psykiatrien.
Til hjælp for udarbejdelse af ansøgning henvises til
Bilag 2: Vejledning til ansøgning af puljen IPS for unge anvendes (Word)
Bilaget præsenterer de elementer, der tilsammen udgør rammerne for en god implementering af IPS-metoden og gennemgår en række spørgsmål, som kan guide ansøger i tilrettelæggelse og organisering af indsatsen.
Forpligtelser ved deltagelse
Der gælder følgende forpligtelser ved deltagelse i projektet:
- At efterleve styrelsens retningslinjer vedrørende ansvar for databehandling, som findes på siden Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet.
- At sikre, at målgruppen visiteres til indsatsen.
- At anvende IPS-metoden for målgruppen og IPS-lignende metode for den udvidede målgruppe.
- At leve op til puljens registreringskrav. Se afsnit om Dokumentation og evaluering.
- At medarbejdere og faglig leder i IPS-teamet opkvalificeres i IPS-metoden.
- At deltage i de aktiviteter STAR igangsætter med henblik på at styrke implementering og gennemføre en evaluering af puljen.
Dokumentation og evaluering
Kvalitetsmålinger: Deltagerkommuner skal årligt gennemføre kvalitetsmåling af IPS-indsatsen, som belyser status for implementering og fidelitet. STAR tilbyder via IPS-ambassadørkorpset hjælp til at gennemfører de årlige kvalitetsmålinger. Læs mere her:
Pulje til IPS ambassadørkorps (star.dk)
Registreringskrav: Deltagende kommuner skal indarbejde persongruppemarkering i de kommunale fagsystemer, som skal anvendes til registrering.
- ’IPS’ markør skal anvendes, hvis borgeren deltager i IPS-indsatsen.
- ’IPS-lignende indsats’ markør skal anvendes, hvis borgeren tilhører den udvidede målgruppe og deltager i den IPS-lignende indsats.
Såfremt kommunen allerede i dag anvender en IPS-persongruppemarkør, kan der evt. laves særskilt aftale med STAR om at undgå om-registreringer. Fremadrettet forventes deltagerkommuner dog at anvende puljens markører til målgruppen. Markøren skal bibeholdes i hele projektperioden.
Monitorering: STAR har til hensigt at udarbejde et monitoreringssystem, som gør det muligt at følge den enkelte kommunes fremdrift. Monitoreringsrapporten vil hvert kvartal blive offentliggjort på jobindsats.dk.
Processtøtte til deltagende kommuner
Der igangsættes processtøttende aktiviteter for at hjælpe kommunerne med at komme godt i gang med indsatsen IPS for unge. I projektperioden vil STAR med afsæt i monitorering og kvalitetsmålinger gå i dialog med og yde støtte til de kommuner, der oplever udfordringer.
Processtøtten forventes f.eks. at bestå af individuel opfølgning, netværksmøder og vidensdeling samt hjælp til opkvalificering og faglig sparring. Processtøtten tilbydes af STAR i samarbejde med IPS-ambassadørkorpset.
Tilskudsberettigede udgifter
Der kan søges om tilskud til følgende udgiftsposter:
- Tilskud til aflønning af IPS-konsulenter.
- Aflønning af faglig koordinator for IPS-teamet (IPS-teamleder).
- Omkostninger i forbindelse med undervisning, virksomhedsnetværk, afholdelse af matcharrangementer mv.
- Frikøb af samarbejdspartnere til aktiv deltagelse i indsats for målgruppen f.eks. i regionen.
- Konsulentbistand til undervisning i projektets etableringsfase.
- Revision.
Budgetskabelon skal anvendes, og budgettet skal indeholde fyldestgørende noter til alle budgetposter. Tilskuddets størrelse skal være rimeligt og velbegrundet. I budgetskabelonen fremgår det, hvordan budgettet skal udfyldes korrekt med noter. Se desuden guide til budgetlægning på nedenstående side.
Udgifterne skal være rimelige og velbegrundede med afsæt i en konkret vurdering af, hvad der kræves for at implementere indsatsen.
Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet
Lønniveauet skal som udgangspunkt svare til løn for sammenligneligt arbejde inden for staten.
Udbetaling og resultatkrav
Tilskuddet udbetales bagudrettet i to rater på baggrund af indsendt del- og slutregnskab. Der er knyttet en række betingelser til udbetalingerne.
1. rate: 50 pct. af tilskuddet kan udbetales på baggrund af et ledelsespåtegnet delregnskab. Der er ikke et resultatkrav forbundet med udbetaling af denne rate.
2. rate (slutregnskab): De sidste 50 pct. af tilskuddet udbetales på baggrund af et endeligt slutregnskab for hele projektperioden, dog med følgende forbehold:
Resultatkrav 1:
-
Hvis 50 pct. af indsatsgruppen er kommet i beskæftigelse eller uddannelse i en given måned i projektperioden kan 25 pct. af tilsagnsbeløbet udbetales. Deltagere optaget i de sidste 6 måneder af projektperioden tæller kun med i indsatsgruppen, hvis de er kommet i job eller uddannelse.
Resultatkrav 2:
- Hvis 50 pct. af indsatsgruppen er i beskæftigelse eller uddannelse løbende over 6 måneder i træk på et hvilket som helst tidspunkt i projektperioden kan de sidste 25 pct. af tilsagns-beløbet udbetales. Deltagere optaget i de sidste 6 måneder af projektperioden tæller kun med i indsatsgruppen, hvis de er kommet i job eller uddannelse.
Det vil sige, at hvis kun resultatkrav 1 er opfyldt vil der samlet set blive udbetalt op til 75 pct. af tilskuddet. Hvis både resultatkrav 1 og 2 er opfyldt vil der samlet set blive udbetalt op til 100 pct. af tilskuddet.
Krav til regnskab
Jf. ovenstående afsnit om Udbetaling og resultatkrav stilles der krav om indsendelse af delregnskab forud for udbetaling af tilskud samt et endeligt regnskab for hele projektperioden senest tre måneder efter projektperiodens afslutning.
Afhængig af tilskuddets størrelse skal det endelige regnskab enten være revisorpåtegnet regnskab (ved tilskud på over 1.000.000 kr.) eller ledelsespåtegnet (ved tilskud under 1.000.000 kr.)
Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget. Nedenstående budget- og regnskabsskabelon skal anvendes ved indsendelse af regnskaber.
Frister for indsendelse af regnskaber vil fremgå af tilsagnsbrevene.
Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger
Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via styrelsens Tilskudsportal senest mandag den 20. november 2023, kl. 12.00. Ansøgninger der sendes efter dette tidspunkt, vil blive afvist.
Tilskudsportalen til puljeansøgninger
Der kan forventes svar på ansøgningen medio december 2023.
Spørgsmål kan stilles pr. e-mail til Emilie Katrine Baagøe ekb@star.dk og Mette Fabricius Madsen mfm@star.dk.
Ved indsendelse af ansøgninger skal følgende skabeloner anvendes:
Hør mere om puljen på webinar
STAR inviterer til webinar om puljen d. 10. oktober kl. 10-11. Her vil det være muligt at høre mere om indsatsmodellen, de to målgrupper, proces og kriterier. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til STAR.
Der afholdes yderligere et webinar d. 26. oktober kl. 10-11. Dette med fokus på erfaringer fra eksisterende IPS-indsatser, herunder eksempler på organisering af det tværfaglige samarbejde.
Begge webinar tilgås på dette link: https://live.bm.dk/h3bj0rnsrk4hgs02
Spørgsmål og svar til puljen vil offentliggjort her på siden.
Trin i processen for ansøgning om tilskud
Processen kan kort opsummeres som følgende, jf. øvrige punkter:
1. Interesserede kommuner kan få inspiration og vejledning til ansøgningen ved:
- Vejledning til ansøgning (bilag 2) og beskrivelse af IPS-principperne (bilag 1).
- Planlagte Webinar, der afholdes af STAR d. 10. og 26. oktober kl. 10.00-11.00.
2. Interesserede kommuner skal orientere sig i de forskellige elementer nævnt i dette puljeopslag, hvilket blandt andet omfatter:
- De to målgrupper
- Indsatsmodellen (elementer i IPS-modellen og IPS-lignende metode, lavere sagsstamme mv.)
- Kriterier for tildeling af tilskud
- Forpligtelser ved deltagelse (visitering til indsatsen, opkvalificering i kommunen, registreringskrav etc.)
- Gennemførelse af årlige kvalitetsmålinger
- At der gennemføres processtøtte aktiviteter for kommunerne
- Udbetaling af 2. rate på baggrund af resultatkrav
3. Senest mandag den 20. november 2023, kl. 12 skal ansøgningen indsendes til STAR via tilskudsportalen. Ansøgningen skal indeholde:
- Udfyldt ansøgningsskema, jf. skabelon
- Udfyldt budgetskema med budget for hele perioden. Budgettet skal indeholde fyldestgørende noter, så det er muligt at se baggrunden for de forskellige udgiftsskøn.
4. Medio december 2023 forventes svar på ansøgningerne udsendt af STAR. De kommuner der får tildelt tilsagn om tilskud vil herefter kunne igangsætte indsatsen.
De nærmere krav mv. fremgår under de enkelte punkter ovenfor.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål og svar til puljen, hvor puljens indhold uddybes/specificeres vil blive offentliggjort på denne side.
Spørgsmål og svar til målgruppen
Spørgsmål og svar til indsatserne
Spørgsmål og svar til ansøgning og tilskudsberettigede udgifter